tirsdag den 13. juli 2010

Erfaringshaven

Vi har en rosenhave, en skærehave, en urtehave og flere krukkehaver. Og så er vi ved at 
opbygge en erfaringshave.

Krukkehaven med forskellige slags basilikum og kirsebærtomater.

Kan man lære af andres haveerfaringer? Kan man lære af sine egne haveerfaringer?

Valmuer i skærehaven.

Heldigvis kan man det. Jeg kan godt lære af andres erfaringer selvom jeg oftest skal langt ind i emnet, før jeg kan forstå, hvad den erfarne mener. Og egne erfaringer kan det også være svært at holde styr på. Der går jo mindst et år mellem hver gentagelse i erfaringshaven. F.eks. er der et år til næste blomstring for roserne og mange andre sommerblomstrende planter. Og et år er meeeeeget lang tid for min i forvejen overbelastede hukommelse.

Salat, løg, blomsterkarse i urtehaven.

Derfor dette blogindlæg om min erfaringshave. Om et års tid vil jeg vende tilbage til dette indlæg for at se, om erfaringshaven har udviklet sig som forventet.

Rosenhaven.


Her følger seks dårlige erfaringer, som skal rettes/undgås næste år.

1. Hvide roser og hvide klokker går ikke sammen. Dette er blot en af de uheldige plantesammensætninger vi skal have ændret inden vinteren.

 
 Hvide roser og hvide klokker. Lige så utjekket som hvide sokker i sandalerne.

2. Det er ikke altid at den billigste løsning er den bedste. Det gælder også for den dyreste løsning. F.eks. døde alle de billige stauder vi købte på udsalg. Og en dyrt indkøbt blåregn med blomstringsgaranti, ville ikke blomstre her i det første år.

3. Den vilde udgave af ensidig klokke ser køn og uskyldig ud - det er den ikke. Der er en grund til den kaldes havepest. Fjern alle spor af planten inden den udvikler sig. Det samme gælder skvalderkål og snerler.

4. Stol ikke på hukommelsen når nye planter sås eller prikles, eller når frø indsamles. Husk labels, labels og labels. Gerne med navn, dato, højde, farve og blomstringstid.

 Labels skal man ikke spare på.

5. Skærver ser godt ud, men de larmer, når man går på dem - til gene for os selv og for naboen. Derfor er det ikke heldigt, at vi har lagt skærver på den sti vi benytter allermest.

 Skærver støjer - Krunsh, knas, krunsh, knas ...

6. Planter der udplantes for tidligt kommer aldrig i gang. I år var det Zinnia og tomat der led under for tidlig udplantning.

Zinnia er sløve når de udplantes for tidligt.

Og her seks gode erfaringer

1. Roser og pelargonier giver en fantastisk blomstring, når de gødes og vandes rigeligt.

Pelargonie i King Size størrelse - den trives med store mængder af føde og væske.

2. Stauder skal sås fra frø. I år har jeg lavet omkring 20 forskellige stauder  fra frø. I alt ca. 200 staudeplanter er det blevet til. Pris max. 2 kr. pr. plante.

3. Alle planter skal forspires og prikles. De eneste afgrøder, der skal sås direkte på friland er radiser og spinat. Når planterne har en god størrelse inden de plantes ud, får de et kæmpe forspring for ukrudtet, og det er nemt at flytte rundt på planterne indtil de plantes ud.

Stauder fra frø. Bemærk den gennemsigtige opbevaringskasse. Den er suveræn til at forspire og til opbevaring af de forspirede planter.

4. Udvalgte selvsåede planter får lov til at udvikle sig. F.eks. dild, kornblomster, solsikker og californiske valmuer  i staudebedet. De udfylder de huller, der naturligt opstår i bedene.

 Dild i staudebedet.

 Selvsået solsikke.

5. Halvt omsat kompost i rigelige mængder er rigtig godt i urte- og skærehaven. Det holder på vandet og hæmmer spiringen af frøukrudt.

 Nellikerne trives i jord tilsat halvt omsat kompost.

6. Drivbænken. Det er første år jeg har en drivbænk. Den er blevet brugt rigtig flittigt hele forsommeren. Først til salat, siden til priklede planter og senest til de frøformerede stauder som skal i jorden i efteråret.

 Drivbænken - et uundværligt supplement til drivhuset.

Det var et lille kig i min erfaringshave for 2010.

1 kommentarer:

  1. Tak for det, der var faktisk et og andet jeg kunne bruge :-) Jeg kan fortælle dig at der gik flere år før vores blåregn blomstrede - så det skal nok komme

    SvarSlet