Hakker i hækken

Ligusterfacister, kaldte vi i min ungdom de parcelhusejere, der forskansede sig bag høje ligusterhække. Tro mod ungdommens idealer, har jeg stadig en vis aversion mod ligusterhække. Men alligevel har vi 50 meter ligusterhæk langs hele vestsiden af vores have. En grøn Berlinmur så høj som jeg kan nå med den elektriske hækkeklipper holdt i udstrakte arme over hovedet. En mur der skal beskytte os mod nysgerrige blikke og overflødig nabokontakt. En mur jeg ikke vil være foruden. Men dens kantede og retlinjede form, danner en alt for bastant baggrund for vores nye staudebed.

Som du nok har gættet, er forholdet til naboen mod vest lidt køligt - nærmest koldkrigsagtigt. Et begreb som privatlivets fred får først rigtig betydning, når dine grænser overskrides. I vores tilfælde drejer det sig om et særdeles uheldigt placeret køkkenvindue i første sals højde. Et vindue som giver vores nysgerrige nabo mod vest et urimeligt 180 graders indblik i vores have.

I de 18 år vi har boet her, har vi søgt løsninger på problemet, og endelig er vi meget tæt på at have lukket af for naboens kikhul. Ligusterhækken udgør det yderste værn i vores fæstningsværk. Den skal sikre os mod nysgerrighedsangreb i jordhøjde. To meter længere inde i vores have, følger et fire til fem meter højt værn, som skal sikre, at vi er usynlige som et stealth-fly, når naboens radar forsøger at følge vores færd længere inde i haven

Det høje fæstningsværk er endnu ikke færdig udvokset. I sommermåneden kan radaren stadig dække ca. 30 % af vores have og 80 % i vinterhalvåret. Heldigvis er strategiske områder som vores terrasser helt afskærmet af et hegn og en stedsegrøn kristtjørn. Resten af det høje indkiksværn består af en lille allé med fire opstammede rødtjørn, som vi forsøger at forme som en hæk.

Ligusterhækken, som vi er så glade for, blev klippet i dag. Fæstningsværk eller ej - ingen skal kalde mig for ligusterfacist! Derfor blev hækken maltrakteret på det groveste. I bedste graffitistil blev den klippet i svingede former med store hak og små huller. Nu ser vores grønne Berlinmur lidt mindre fascistisk ud. Fruen og jeg er ganske godt tilfredse med resultatet, som kun kan blive bedre og bedre, i takt med at ligusterhækken sender sine grønne skud i ind de mest skamferede områder.

Og bedst af alt: Nu er der en meget mere spændende baggrund for vores staudebed.

Desværre har arbejdet med at klippe hækken givet mig et hekseskud, så jeg er ikke mobil. Derfor ingen billeder. Men jeg lover, at vise billeder af vores antifacistiske ligusterhæk straks jeg er på benene igen.