Arbejdet i haven og især arbejdet med vores nye havestue er aflyst på grund af den forbandede blæst! Der er ellers rigeligt med udendørs opgaver, jeg kunne gå i gang med - men blæsten gør livet udendørs ganske utåleligt.
Det er ikke til at tilpasse vinduer i blæsevejr.
Havestuen er ved at tage form. Jeg er nået til vinduerne - og det er i arbejdet med at gøre vinduerne klar, at blæsten er en forbandelse. Vinduerne skal afrenses for gammelt kit og maling. Derefter skal de tilpasses med høvl og slibning inden de knuste ruder kan skiftes. Først da er de klar til den endelige maling.
Havestuen er placeret højt, så der er en fantastisk udsigt over Kalundborg havn og fjord. Men det er en forblæst arbejdsplads i disse dage.
Hvert vindstød kaster kitstumper, høvlspåner og støv rundt. En god del af skidtet rammer uvilkårligt øjnene. Og selve tilpasningen besværliggøres ved at vinden tager fat i vinduerne, så det er umuligt at klodse dem op så den endelige finjustering kan udføres.
Det er ØV - jeg var ellers godt i gang.
Jeg giver modstræbende op - vejrlig pga. blæst.
Fruen plukker nye buketter hver dag - og her i blæsevejret bliver de sammensat af de sørgelige rester af kuldsejlede stauder. Heldigvis er der rigeligt med blomster, der nok skal overleve blæsten.
En "forblæst" buket.
For tiden har vi mange georginer. Forleden aften gik vi en rundtur og mærkede de af dem, som fruen gerne ser i haven igen til næste år. Alle fik et nummer og samtidig tog vi et billede af planten, så vi har en chance for at sammensætte georginebedet på en harmonisk måde frem for at lade tilfældighederne råde.
Georgine nr. 12 er en frøformeret kaktusvariant.
De sjoveste georginer synes jeg er dem, jeg har formeret fra frø. Ikke at de er de mest prangende og perfekte, men sjove fordi de er så uforudsigelige.
Jeg ser frem til at dette forbandede blæsevejr løjer af ud på aftenen.
onsdag den 25. august 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Fat mod, der kommer vel stille dage igen :)
SvarSlet