torsdag den 16. september 2010

Noahs ark

Nu ved jeg hvordan Noah må have følt det, dengang han byggede sin ark.

Ganske vist er mit havestue-projekt ikke af samme bibelske dimensioner som arken.  Men som  Noah har jeg arbejdet mod tiden for at få lukket og tætnet havestuen inden syndfloden for alvor kom.

Og gud skal vide, at jeg virkelig føler mig forfulgt af vejrguderne - uanset hvilket verdenshjørne, der leverer dagens uvejr.

Den dag vinduerne skulle monteres, blæste det fra NORD. Og da nordsiden af havestuen stadig havde nogle huller i beklædningen, føg vinden ind og væltede vinduerne. Flere af mine nykittede ruder brast. Heldigvis havde jeg efterhånden fået håndelaget i at skære glas og kitte ruder, så skaderne blev hurtigt udbedret.

 Havestuen set fra nord.

Næste gang vejret drillede var da gulvet var lagt. Vinden gik i ØST med masser af regn. Mod øst nåede jeg lige at montere en dør, men jeg nåede ikke at tætne karmen. Vandet blev pustet ind gennem revner og sprækker og truede med at ødelægge mit nylagte gulv. I en helvedes fart og under megen banden måtte jeg kæmpe med at sætte en flagrende presenning op.

 Havestuen set fra sydøst.

Da vejret blev godt igen, hastede jeg med at tætne og færdiggøre østsiden af havestuen. Inden jeg var færdig mod øst sendte vinden kaskader af regn fra SYD. Da jeg endnu ikke havde nået at fuge omkring vinduerne,  opstod der hurtigt små pytter på det nye, sårbare gulv.

Næste ophold i vejret blev brugt til at fuge og på alle måder gøre hele havestuen vandtæt. Og jeg nåede det - ligesom Noah.

Onsdag aften, rasede vejret og stormen kastede byge efter byge ind fra VEST. Og havestuen holdt stand mod denne syndflod. Ikke en dråbe trængte ind. (Storm over Kalundborg).

Nu kan jeg sidde godt og trygt bag havestuens beskyttende vinduer med en kop the, mens uvejret raser udenfor og fundere over om Noah også tog planter og frø med på arken - Det er ikke nævnt i bibelen (1.  Mosebog, kapitel 6-9), hvilket jeg som havemand mener er en alvorlig fodfejl begået af patriarkernes gud.

 Min yndlingsplads når jeg holder pause fra arbejdet.

Skulle vi mennesker få brug for en Noahs ark engang i fremtiden, er der et norsk projekt - en frøbank med 500.000 forskellige arter. Du kan læse om denne "planternes ark" her (artikel i ingenøren) og her (projektets website).

Min havestue vil blive min Noahs Ark for mange af de planter, der skal have hjælp til at overvintre. (Bemærk, det er min havestue indtil den er færdigbygget - derefter bliver det fruens havestue).

3 kommentarer:

  1. ohhh, den er godt nok blevet nysselig, og du ved nu, at den er prøvet mod regnens rasen og behøver ikke at bekymre dig om den nu er tæt, hvis det bliver uvejr mens du er væk fra hjemmet.

    SvarSlet
  2. Wow!! Vilken fantastisk utsikt, och vilken fin havestue! Men, om jag var som du, skulle jag aldrig överlämna yndlingspladsen i kvinnohänder! ;-)
    /Ruben

    SvarSlet
  3. Å der får dere mange flotte stunder i ly for vær og vind:) Det blir kjempefint:)

    SvarSlet