mandag den 20. juni 2011

Orden i skuret

Jeg er et rædsomt rodehoved. Mit værksted, mit værelse, mit loft og ikke mindst mit haveskur roder så det ikke kan beskrives med ord. Derfor har jeg flyttet et læs brædder og to plasthylder i haveskuret, så der blev plads til at tage et beskrivende fotos af mit rod.

Før oprydning.
 Når jeg engang imellem tager mig sammen og rydder op, bliver fruen så begejstret, at hun stolt viser haveskuret frem for vores gæster - som var det et nyt køkken eller badeværelse. Det er faktisk pinligt.

Men nu er der ryddet op. Forleden dag havde jeg en rigtig Zen-oplevelse. Pludselig gik det op for mig at rodet skyldes at skuret er forkert indrettet!

Skuret er et af den slags man køber som byggesæt i det nærmeste byggemarked. Det har form som en container med døren i den venstre side af gavlen. I alle årene har jeg haft alle mine redskaber hængende på langsiden modsat døren. Det er jo tåbeligt fordi græsslåmaskine, kompostkværn, ukrudtsbrænder, spande og andre større ting er altid i vejen når jeg skal bruge et haveredskab. Skovle, river, hakker, spader mm. skal selvfølgelig hænge på langsiden i samme side som døren og de store ting skal stå på langsiden modsat døren. Så handler det blot om aldrig at blokere den sti der bliver ud for døren.

Ærlig talt - jeg føler mig ret så dum. I tyve år er jeg snublet over skidt og skrammel hver eneste gang jeg skulle bruge en kost! Og når kosten skulle tilbage på plads, skulle jeg skræve over gasbrænder, spande og andet grej der var efterladt på den sparsomme gulvplads. Med det resultat, at kosten ikke kom tilbage til rette plads.

Efter: De redskaber jeg bruger oftest hænger i dørsiden
Hvis man bare kunne, ville jeg tage patent på denne indretning af haveskure. Men jeg må nok nøjes med at give ideen videre - der er sikkert andre rodehoveder, som kan blive inspireret til en gang oprydning.

4 kommentarer:

  1. Kære Bergmann,

    Jeg kom sådan til at grine (undskyld) for det var som om, at det var min kære gemal jeg læste om. Tror generelt at mænd enten er kæmpe rodehoveder eller næsten sygelige ordensnørder. Jeg kender begge slags, og holder af dem. Men Bergmann det pyntede gevaldigt, at du fik ryddet op i skuret. Forstår godt, at din kone vil vise det frem, da man som kvinde og ordensmenneske føler en enorm glæde, når der endelig er pænt.

    Det var ikke for at træde i det.

    Ha' nu en dejlig ryddeligt dag ;-D

    SvarSlet
  2. Du kommer mig i forkøbet, Bergmann, for jeg har nemlig også taget konsekvensen af, at jeg ikke en gang kunne tage en masse rodebilleder af mit skur, og derfor halet hele mulletjavsen ud og ind igen.

    Nogle gange får ejg nemlig lyst til at lave lidt rav i den i haveblogland!

    Jeg ved ikke hvad det er med os havemennesker, måske er det fordi det med redskaber blot er - redskaber - som skal bruges i en højere sags tjeneste (haven. Men det er mit indtryk, at der er mange haveelskere, der er nogle rodehoveder, når man kikker i skurene - uanset køn. Måske er der også mange med et skur som dit - og så er det godt med din ZEN-feng shei - oprydning. :D

    SvarSlet
  3. Det ser i hvert fald godt og praktisk ud, det skal nok virke. Nogen gange er løsningen så simpel at man slet ikke tænker på det.
    Har selv giftet mig med en matematiker, alt skal helst i rammer og kasser. Det er godt han har en der kan lave lidt rod han kan kategorisere og sætte dymoer på.

    SvarSlet
  4. Jeg er en sur gammel kone, og mistroisk over for - om orden nogensinde kan være en permanent status - men måske er dette alligevel dét der vil gøre dit haveliv bedre - Held og lykke :-)

    SvarSlet