fredag den 4. marts 2011

Frø, frø og atter frø

Den 29. november startede jeg på et blogindlæg, som begyndte således:

Jeg er vild med frø!

Jeg blev aldrig færdig før jeg kastede mig over vintersyslerne. Nu er det på tide at gøre indlægget færdigt.

Der sidst i november havde jeg modtaget en del af de frø jeg skal have sået i dette forår. Og når jeg nu finder alt det frem jeg købte, er der måske 150 forskellige slags frø. Dertil kommer at jeg samlede mængder af frø fra vores egne og fra vilde planter og at jeg har en del frø til overs fra sidste år.

 Egen høst af frø.

De fleste frø har jeg købt fra Thomson & Morgan og fra Impecta. Begge firmaer udgiver hvert år et katalog som supplement til deres web-katalog. Og når man har handlet hos de to firmaer, får man automatisk tilsendt næste års katalog. Katalogerne i postkassen er rigelig grund til at handle lidt hos de to frøforhandlere.

Men tilbage til de frø jeg selv har samlet. Det er et stort arbejde at indsamle, tørre og rense frøene. Nogle er lettere at arbejde med end andre. Dild er f.eks. utrolig  nemme at samle frø fra. Hvilket er en god ide. Frøene kan anvendes som krydderi i køkkenet og som lægeurt mod luft i maven og mod dårlig ånde.

Andre frø er mere besværlige at indsamle og rengøre. F.eks. lægebaldrian. Her modner frøene et ad gangen. Og frøene er er udstyret med små faldskærme, så vinden kan bære dem bort før jeg fanger dem. Derfor skal frøene indsamles et ad gangen over en længere periode. Heldigvis skal frøene ikke renses.

Men langt de fleste af frøene skal renses fra avner, kviste og blade. Det klarer jeg med god brug af nogle særdeles billige redskaber. Først er der syltetøjsglassene, som bruges til at samle frø og frøkapsler. Derefter har jeg bakker og sigter til at rense frøene. Bakkerne er de runde skærme som nogle husmødre sætter over de runde varmelegemer på et gammeldags elkomfur, så man ikke kan se skidtet på varmepladerne. (Sjovt nok er de husmødre der bruger den slags komfur-pynt, af den pedantiske type, hvor du ikke kan finde den mindste fedtplet i køkkenet). Sigtene har jeg med forskellige hulstørrelser, så de kan bruges til de forskellige frøstørrelser. Dette udstyr er indkøbt for en tier på et brugtmarked.

Vil du have en håndfuld frø?

Jeg elsker frø - og derfor hader jeg at kassere dem. Af samme grund vil jeg tilbyde jer læsere af bloggen, at I kan få en pakke blandede frø for et par frimærker. Du sender mig et brev med en konvolut hvor du har skrevet dit navn og adresse, samt frankering til 100 g (12,50 kr). Så vil jeg lave en lykkepose til dig med mindst 10 forskellige slags frø. Jeg har så mange forskellige slags frø, at jeg ikke gider remse dem op.
Hvis du sender et par af dine egne frø med bestillingen bliver jeg selvfølgelig glad.

Send din bestilling til:
Allan Bergmann Jensen
Møllebakken 12
4400 Kalundborg

Når havefolk taler om frø, diskuteres det altid hvordan frøene skal opbevares. Kaffeposer, theposer, konvolutter, hjemmefoldede konvolutter, kræmmerhuse og plastposer er nogle af de måder folk opbevarer frø på. Jeg har besluttet at i fremtiden bliver min løsning lynlåsposer plastic. Lynlåsposer med skrivefelt koster fra 25kr for små poser til lidt over 100 kr. for lidt større poser. Prisen er for en kasse med 1000 stk - dvs. fra 2,5 øre til 10 øre stykket. Så fås det vist ikke billigere. Jeg købte dem i størrelsen 60x80 mm. De er lige en anelse for små, så næste gang vil flotte mig og købe dem som 80x120 selv om de koster det dobbelte (75kr. for 1000)

Der er nogle havefolk, der er bange for at frøene tager skade af ikke at kunne ånde i en sådan pose. Men mon det er problem? De fleste købefrø er pakket i meget små lufttætte alupakker og det fungerer da meget godt.

Poserne har jeg købt her: http://www.grafical.dk (søg på lynlåsposer).

Jeg håber at rigtig mange af jer der læser her på bloggen, vil have nogle af mine frø, - jeg ser frem til at høre fra jer.

Til sidst et kig over haven - hvor ser den dog trist og forsømt ud på denne tid af året.