torsdag den 23. juni 2011

Grænsestrid

Snerler er aldeles uønskede vækster på min matrikel. Jeg har samme forhold til snerler som Langballe har til sin lokale halal-slagter. Hos mig er snerlerne uønskede - hos Langballe er "de fremmede" uønskede.

Men Langballe er en skidenspræller -  gør han noget ved sit problem - ud over at galpe op til skade for ægte frisindede danskere. Nej, Langballe og hans slæng har det hele i munden - og de lukker mere l*** ud end vi andre kan nå at feje op, så vi alle snart står i l*** til halsen.

Nej, så går jeg anderledes radikalt til mit problem - endda uden at skade mine medborgere. Forleden lod jeg mig friste til at købe nogle nye våben, som skal hjælpe mig med at bekæmpe bestanden af snerler. Selvom mit våbenskab allerede indeholder fine våben til brug i krigen, har jeg nu anskaffet hvad der svarer til hit-mandens de-luxe udgave af et præcisionsgevær - nemlig en cirkelhakke. Med sit lange skaft, kan jeg nå ind i midten af mine bede og da cirklen kun er omkring seks centimeter i diameter kan jeg luge selv mellem de planter, der står tæt. Cirklen er kun skarp på den nederste fjerdedel, så det er også meget nemmere at undgå at skade planterne end når jeg bruger min roehakke.
Google "Cirkelhakke" og du finder
forhandlere og priser.

Prisen taler vi ikke om - jeg kan nemlig ikke huske hvad den kostede. (Det siger jeg altid om de ting, jeg kun kan købe, når jeg er i byen uden fruen - hun køber til gengæld altid en masse som er på tilbud eller som er sat ned til halv pris). Men cirkelhakken har været pengene værd. En lille spadseretur med dette præisions skarpretter våben halshugger hvert eneste lille spirende oprør fra snerler såvel som andre fremmede. Ti minutter er alt hvad det tager at nå hele vejen rundt. Og det er som om at hakken teroriserer og spreder tilpas meget rædsel blandt de uønskede til at de dukker hovedet og går under jorden.

Det er nogenlunde samme strategi som Bashar al-Assad benytter mod sin befolkning - måske skulle nogen give ham en cirkelhakke og matrikel jord hvor han kan regere som han har lyst til, uden at forvolde skade på andre mennesker.

Ved samme lejlighed vil jeg opfordre Langballe og hans slæng til også at købe en cirkelhakke og fremover nøjes med hakke og rakke ned på snerler og andet ukrudt fremfor at hegne hele landet ind og behandle alle fremmede som uønsket ukrudt.

mandag den 20. juni 2011

Orden i skuret

Jeg er et rædsomt rodehoved. Mit værksted, mit værelse, mit loft og ikke mindst mit haveskur roder så det ikke kan beskrives med ord. Derfor har jeg flyttet et læs brædder og to plasthylder i haveskuret, så der blev plads til at tage et beskrivende fotos af mit rod.

Før oprydning.
 Når jeg engang imellem tager mig sammen og rydder op, bliver fruen så begejstret, at hun stolt viser haveskuret frem for vores gæster - som var det et nyt køkken eller badeværelse. Det er faktisk pinligt.

Men nu er der ryddet op. Forleden dag havde jeg en rigtig Zen-oplevelse. Pludselig gik det op for mig at rodet skyldes at skuret er forkert indrettet!

Skuret er et af den slags man køber som byggesæt i det nærmeste byggemarked. Det har form som en container med døren i den venstre side af gavlen. I alle årene har jeg haft alle mine redskaber hængende på langsiden modsat døren. Det er jo tåbeligt fordi græsslåmaskine, kompostkværn, ukrudtsbrænder, spande og andre større ting er altid i vejen når jeg skal bruge et haveredskab. Skovle, river, hakker, spader mm. skal selvfølgelig hænge på langsiden i samme side som døren og de store ting skal stå på langsiden modsat døren. Så handler det blot om aldrig at blokere den sti der bliver ud for døren.

Ærlig talt - jeg føler mig ret så dum. I tyve år er jeg snublet over skidt og skrammel hver eneste gang jeg skulle bruge en kost! Og når kosten skulle tilbage på plads, skulle jeg skræve over gasbrænder, spande og andet grej der var efterladt på den sparsomme gulvplads. Med det resultat, at kosten ikke kom tilbage til rette plads.

Efter: De redskaber jeg bruger oftest hænger i dørsiden
Hvis man bare kunne, ville jeg tage patent på denne indretning af haveskure. Men jeg må nok nøjes med at give ideen videre - der er sikkert andre rodehoveder, som kan blive inspireret til en gang oprydning.